12:47 af

Ulla Tørnæs Ulla_brevhoved

 

Goddag alle

 

Så blev det mig forundt at sætte mig sammen med jer og få styr på Danmarks akademiske miljø, vores efteruddannelser og alt det, der vedrører vores uddannelses- og forskningssystem. Det, tror jeg, bliver rigtig spændende.

 

Ind fra Bruxelles

Som I ved, kommer jeg jo fra en stilling i EU. Måske er der lidt langt mellem Bruxelles og det danske forskningsmiljø, men Morten Messerschmidt har lært mig, at det er normal praksis at bruge andre folks penge på noget andet end det, de tror, man bruger dem på. Og det var jo stort set det samme, der skete med Milena Penkowa.

 

”Snyd”

Apropos uredelighed, så må I altså gerne skrive af efter hinanden (specielt hvis jeg som minister skulle få brug for, at nogle bestemte tal går igen), men det er vigtigt, at I sørger for, at ingen opdager det, hvis I skriver af efter jeres sideembedsmand.

 

Nye uddannelser

Vi kommer til at give de danske uddannelser et serviceeftersyn. Derfor vil jeg oprette en række nye videregående uddannelser, så udbuddet svarer til de krav, der stilles i et moderne, multikulturelt og flermedielt #samfund som vores.

 

Cand.vrøvl.

Lær at udtale dig så uforståeligt som muligt og uddanne andre i også at gøre det. Hverken lidt mere, meget mere eller mindre mindre.

Jobmuligheder: Politiker

 

Cand.SoMe

Forstå danskernes forhold til kattevideoer og deres lyst til at diskutere på et ikke eksisterende niveau af indsigt. Peer review er ikke så vigtigt i denne uddannelse. Allerhøjest et link til en overskrift til en gammel artikel i en mindre netavis.

Jobmuligheder: Konsulent og/eller kommentator på landsdækkende medie

 

Dr. Phil.

Bliv i stand til at udtale dig om mennesker, du ikke kender, på et amerikansk talkshow (eventuelt dit eget).

Jobmuligheder: Dr. Phil

 

Bachelor of politisk gætteri

Bliv i stand til at udtale dig så skråsikkert som muligt om politikeres motiver, bevæggrunde, handlemønstre, følelser, overvejelser, forkastede ideer, bagtanker, fremtidsdrømme og ferieplaner.

Jobmuligheder: Hans Engell

 

Jeg tror ikke umiddelbart, vi skal have en imamuddannelse. Der er for mange, der har et problem med grundbogen.

 

Uddannelsesshoppere

Jeg vil også gerne slå et slag for, at man holder op med at stigmatisere de unge, der springer fra uddannelse til uddannelse, de såkaldte uddannelsesshoppere. Det er meget sundt at erkende tidligt, at man kan skifte holdning standpunkt. For eksempel sidder jeg nu selv på min tredje ministerpost.

Vi kommer dog ikke til at give flere SU-klip.

 

Der er altså nok at tage fat på for de danske uddannelsesinstitutioner. Og for jer. Og også lidt for mig.

Men ligesom med alt gruppearbejde så skal der være en, der ikke laver ret meget, men høster alle roserne af de andres arbejde.

Derfor vil jeg hurtigt sige: jeg skriver indholdsfortegnelsen og kildelisten.

 

Ses

Ulla

Comments are closed.