20:25 af

Lars Christian Lilleholt_fritlagt Lars Chr_brevhoved

Kære alle

Hvor er det bare (sol)strålende at se så mange glade ansigter og dygtige medarbejdere her. Det gør mig helt varm indeni. Ja, jeg er faktisk helt elektrisk for at komme i gang! Med en Venstre-ledet regering er vi endelig klar til, at nye vinde kan blæse over Danmark.

 

Det politiske klima

Som en mindretalsregering bliver der en stor opgave med at fordele sol og vind lige, og det gælder også her i ministeriet. Vejret er ingen jo herre over, men vi skal alligevel komme de andre partier i møde, så godt som vi kan:

 

Dansk Folkeparti

Sloganet ”frisk pust over landet” var DF’erenes kampagneslogan i 2005. Jeg har anmodet DMI om, at de fremover bruger den benævnelse, når vi omtaler kuling. ”Let til frisk pust over landet her til aften” – det lyder da godt, ikke?

 

Liberal Alliance

Vi bør have Liberal Alliance i tankerne, når vi navngiver storme. Selv synes jeg, at ”Stormen Simon Emil” og ”Orkanen Thyra” lyder rigtig godt.

 

Konservative

Jeg har lovet Søren Pape, at vi stormsikrer grundskylden, så den ikke letter.

 

Venstrefløjen

For at støtte den grønne energi, som venstrefløjen er så glade for, har jeg arrangeret, at Uffe Elbæk kan komme ind hver anden tirsdag og træde nogle watt på en kondicykel. Energien vil blive brugt til svineproduktion, men det siger vi ikke til ham.

 

Arbejdsmiljøet

Så vidt temperaturen på dansk politik. Vi er også på en arbejdsplads, og det skal være rart at tage på arbejde. Jeg har lyttet lidt til vandrørene og fundet nogle steder, hvor vi kan sætte ind, så det bliver en vind/vind-situation for alle.

Jeg er ked af at se, at der er kold luft mellem kantinepersonalet og den øvrige medarbejderstab. Som jeg forstår konflikten, handler den om en uheldig omgang luftsteg og vindfrikadeller. Jeg tager en snak med kantinen om en mere indbydende frokostmenu – leverpostej med sky, eksempelvis.

Det er okay at snakke med sin kollega om ikke-arbejdsrelaterede ting, men ikke midt i kontoret. Samtaler om vind og vejr skal derfor henlægges til kaffestuen.

Der er en tendens til, at man spreder løse rygter om nedskæringer og derved skaber ubegrundet frygt hos sine kolleger, som kommer helt ned i kulkælderen. Derfor: undlad at løbe med en halv vind! Det kommer der ikke noget godt ud af.

 

I virker som en flok enormt dygtige og energiske medarbejdere, og jeg glæder mig enormt meget til at blive akklimatiseret her på kontoret og lære jer at kende.

God vind!

 

Mvh.
Lars Chr.

Comments are closed.