15:25 af

Esben Lunde Larsen Esben_brevhoved2

Kære alle i Miljø- og fødevareministeriet

 

Jeg vil gerne undskylde, at jeg har været så lang tid om at sende den første mail til jer, men jeg har haft travlt med at diskutere med Ida Auken om, hvorvidt jeg kerer mig om miljøet eller ej. Og pludselig blandede hendes mor sig også. Og da Ida er teolog, kom vi pludselig til at diskutere, hvorvidt Gud er skabt af mennesket eller omvendt. Og så går tiden jo pludselig.

Men selvfølgelig kerer jeg mig om miljøet. Især det danske forskermiljø, jeg ikke længere er så tæt forbundet til.

 

En turbulent indgang

Jeg kommer jo ind i ministeriet på en lidt trist baggrund. Jeg vil godt være den første til at sige, at det, Eva har gjort, er utilgiveligt. Hun har gjort det meget sværere for os alle sammen på grund af en utilgivelig dumhed. Så der var det godt, at manden for bordenden trådte i karakter.

Man skal ikke lade sig friste af veltalende krybdyr på den måde. Så det var helt på sin plads, at Gud smed hende ud af Paradis. Men vi kan takke hende for, at vi nu skal arbejde med en forbandet jord.

Men når ens gødningsjord er forbandet, er det mindste da, vi kan gøre, at hjælpe med at gøde den. Det har vi gjort med den nye landbrugspakke, og det kommer vi til med den nye naturpakke, der også skal udrydde slangen, der jo er træskere end alle markens andre dyr (1. Mos. 3:1)

 

Etiketter

Et miljø, der ligger mig meget på sinde, er arbejdsmiljøet. For at jeg skal have et godt sådant, bedes I tiltale mig hr. Lunde Larsen eller ”Ministeren”.

En anden etiket, jeg gerne ser justeret, er økologimærket. Det er ikke, fordi jeg ikke bryder mig om økologi – slet ikke – men det ligner Enhedslistens logo for meget. Desværre ser det ud til, at der går lang tid, før Enhedslisten ryger under spærregrænsen. Derfor har jeg fået lavet nogle nye klistermærker, vi kan anvende ved økomærkning fremover.

Økologimærkat

Den nye fødekæde

For at vise at jeg tager miljøet alvorligt, har jeg lavet en opdateret fødekæde for regeringens miljø- og fødevarepolitik. Den svarer også til den siddende ministers ambitioner (og relationer).

Den nye fødekæde

Jeg glæder mig sådan til at komme i gang med at slå et slag for miljøet. For at ryste os lidt sammen, påtænker jeg en studietur til Vestjylland, hvor jeg er fra. Vi skal nok skynde os lidt, hvis vi vil se nogle kyster.

 

Vær hilset!

Esben

Comments are closed.