16:41 af

Jeremy Clarkson (27-03-2015)_fritlagt

 

MYRTHUELARSENS MENER…

 

Jeremy Clarkson skal ikke længere være den ene af værterne på BBCs voldsomt populære bilmagasin Top Gear. Fredag besluttede BBC, at Clarkson ikke får fornyet sin kontrakt, efter det kom frem, at han 4. marts har slået den sagesløse producer Oisin Tymon i ansigtet og overfuset ham verbalt i 20 minutter.

Alligevel har den 54-årige tv-vært fået masser af opbakning efter suspensionen 10. marts. Både tv-personligheden Simon Cowell og rapperen Snoop Dogg har udtrykt sin støtte, og en underskriftindsamling på nettet for at få Clarkson tilbage på skærmen rundede i sidste uge 1 million underskrifter.

IKKE FØRSTE GANG

Clarkson er en dygtig tv-vært, der ikke undlader at bringe sig selv i spil. Episoden med produceren er den seneste i en lang række kontroversielle sager, der har bragt Clarkson på de britiske forsider. Clarkson har indtil videre været beskyldt for blandt andet racisme, homofobi, xenofobi og mandschauvinisme.

Alligevel har Clarkson denne gange overtrådt en grænse.

Jeremy Clarkson har – ligesom alle andre – lov til at sige og mene, hvad han vil. De meninger eller ytringer kan man så være enig eller uenig i (eller man kan dække sig ind under, at Top Gear er et underholdningsprogram). Men fysisk og psykisk vold mod andre er og skal altid være uacceptabelt.

BBC’s generaldirektør Tony Hall har blandt andet sagt følgende om episoden: ”Der kan ikke gælde et sæt regler for en person, og et andet sæt, der gælder for andre på baggrund af titel, PR eller kommercielle hensyn.”

IKKE FOR PENGENES SKYLD

Og kommercielle hensyn er der nok af. BBC tjener over halvanden milliard kroner på at sælge Top Gear-programmerne til andre lande. En stor del af den købsværdi skyldes Clarkson og de to andre værter.

BBC kunne sikkert have brugt masser af tid – og sikret sin indtægt fra programmerne – på at spille episoden ned. Produceren har rost Clarkson for hans talenter (for at lave tv, forstås), Clarkson har undskyldt og støttet produceren, og Clarkson er elsket af Top Gears fans for sin bramfrihed – og er før blevet tilgivet.

Alligevel vælger man at slagte sin guldkalv, Top Gear, der er det mest sete faktabaserede tv-program i verden. Det aftvinger respekt, selvom det ikke er den populære løsning. Det er nemlig den rigtige.

Comments are closed.