19:45 af

Helle Thorning-Schmidt var så glad for at blive overdøvet, mens hun holdt tale sidste år i Fælledparken, at hun vender tilbage som hovedtaler i 2015. Med sig har hun de to supporting acts, Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr.

Der er derfor rift om taletiden i Fælledparken på Østerbro i København. Som hårdtarbejdende minister er man derfor nødt til at søge andre græsgange for at holde en anakronistisk tale om frihed, fællesskab og forestående folketingsvalg på en dag, hvor de fleste er mest interesserede i, om de får en hel eller en halv fridag.

MyrthueLarsen har spurgt fem S-ministre, hvor de skal fejre Arbejdernes Internationale Kampdag i år.

DAN JØRGENSEN


HVORNÅR: Spisetid

HVOR: Madpyramiden

”Det var oplagt, at jeg skulle holde min tale her. Set fra siden har en pyramide kun tre sider, og den simplicitet og treenighed tiltaler mig. Derudover giver madpyramiden nogle gode muligheder for selfies med rullepølsen og mælkeprodukterne.”

METTE FREDERIKSEN


HVORNÅR: Per omgående!

HVOR: Embedsværket

”Jeg har måske været lidt hård ved embedsmændene i justitsministeriet, så jeg dedikerer min 1. maj til dem. De studerende har i hvert fald aldrig noget at brokke sig over, når de holder 1. maj! Så efter 1. maj har embedsmændene saftsuseme bare at gøre, som jeg venligt henstiller til!”

BJARNE CORYDON


HVORNÅR: Når vinden vender

HVOR: Goldman Sachs, New York

”Det er klart, at jeg hellere ville have holdt 1. maj-tale i Fælledparken, men den vej blæste vinden altså ikke. Og når det nu skal være, så glæder jeg mig da over, at jeg er blevet inviteret til New York. På første klasse.”

DONG

”Nå! Det er sidste udkald til mit fly. Ka' I ha’ det!”

NICOLAI WAMMEN


HVORNÅR: Hemmeligstemplet

HVOR: I skudlinjen

”Som forsvarsminister må man desværre være skydeskive for lidt af hvert. Jeg kan desværre ikke være mere konkret om tid eller sted for min 1. maj-tale. Jeg har nemlig lagt et røgslør ud for at slippe for, at Carsten Jensen møder op til min tale og mener noget. ”

CARSTEN HANSEN


HVORNÅR: Kl. 12 (plus tre timers kørsel fra Odense)

HVOR: Lars Tyndskids mark

”Lige siden jeg blev minister for by, bolig og landdistrikter, har man skudt mig i skoene, at jeg aldrig besøger Udkantsdanmark. Derfor sætter jeg nu mine ben herude, så jeg kan komme min arbejdsgruppe i forkøbet og finde ud af, hvad problemet er for Udkantsdanmark. Jeg har allerede spurgt indtil flere brugsuddelere, hvor langt de har til den nærmeste motorvej. ”

Comments are closed.