15:25 af

Esben Lunde Larsen Esben_brevhoved2

Kære alle i Miljø- og fødevareministeriet

 

Jeg vil gerne undskylde, at jeg har været så lang tid om at sende den første mail til jer, men jeg har haft travlt med at diskutere med Ida Auken om, hvorvidt jeg kerer mig om miljøet eller ej. Og pludselig blandede hendes mor sig også. Og da Ida er teolog, kom vi pludselig til at diskutere, hvorvidt Gud er skabt af mennesket eller omvendt. Og så går tiden jo pludselig.

Men selvfølgelig kerer jeg mig om miljøet. Især det danske forskermiljø, jeg ikke længere er så tæt forbundet til.

 

En turbulent indgang

Jeg kommer jo ind i ministeriet på en lidt trist baggrund. Jeg vil godt være den første til at sige, at det, Eva har gjort, er utilgiveligt. Hun har gjort det meget sværere for os alle sammen på grund af en utilgivelig dumhed. Så der var det godt, at manden for bordenden trådte i karakter.

Man skal ikke lade sig friste af veltalende krybdyr på den måde. Så det var helt på sin plads, at Gud smed hende ud af Paradis. Men vi kan takke hende for, at vi nu skal arbejde med en forbandet jord.

Men når ens gødningsjord er forbandet, er det mindste da, vi kan gøre, at hjælpe med at gøde den. Det har vi gjort med den nye landbrugspakke, og det kommer vi til med den nye naturpakke, der også skal udrydde slangen, der jo er træskere end alle markens andre dyr (1. Mos. 3:1)

 

Etiketter

Et miljø, der ligger mig meget på sinde, er arbejdsmiljøet. For at jeg skal have et godt sådant, bedes I tiltale mig hr. Lunde Larsen eller ”Ministeren”.

En anden etiket, jeg gerne ser justeret, er økologimærket. Det er ikke, fordi jeg ikke bryder mig om økologi – slet ikke – men det ligner Enhedslistens logo for meget. Desværre ser det ud til, at der går lang tid, før Enhedslisten ryger under spærregrænsen. Derfor har jeg fået lavet nogle nye klistermærker, vi kan anvende ved økomærkning fremover.

Økologimærkat

Den nye fødekæde

For at vise at jeg tager miljøet alvorligt, har jeg lavet en opdateret fødekæde for regeringens miljø- og fødevarepolitik. Den svarer også til den siddende ministers ambitioner (og relationer).

Den nye fødekæde

Jeg glæder mig sådan til at komme i gang med at slå et slag for miljøet. For at ryste os lidt sammen, påtænker jeg en studietur til Vestjylland, hvor jeg er fra. Vi skal nok skynde os lidt, hvis vi vil se nogle kyster.

 

Vær hilset!

Esben

12:47 af

Ulla Tørnæs Ulla_brevhoved

 

Goddag alle

 

Så blev det mig forundt at sætte mig sammen med jer og få styr på Danmarks akademiske miljø, vores efteruddannelser og alt det, der vedrører vores uddannelses- og forskningssystem. Det, tror jeg, bliver rigtig spændende.

 

Ind fra Bruxelles

Som I ved, kommer jeg jo fra en stilling i EU. Måske er der lidt langt mellem Bruxelles og det danske forskningsmiljø, men Morten Messerschmidt har lært mig, at det er normal praksis at bruge andre folks penge på noget andet end det, de tror, man bruger dem på. Og det var jo stort set det samme, der skete med Milena Penkowa.

 

”Snyd”

Apropos uredelighed, så må I altså gerne skrive af efter hinanden (specielt hvis jeg som minister skulle få brug for, at nogle bestemte tal går igen), men det er vigtigt, at I sørger for, at ingen opdager det, hvis I skriver af efter jeres sideembedsmand.

 

Nye uddannelser

Vi kommer til at give de danske uddannelser et serviceeftersyn. Derfor vil jeg oprette en række nye videregående uddannelser, så udbuddet svarer til de krav, der stilles i et moderne, multikulturelt og flermedielt #samfund som vores.

 

Cand.vrøvl.

Lær at udtale dig så uforståeligt som muligt og uddanne andre i også at gøre det. Hverken lidt mere, meget mere eller mindre mindre.

Jobmuligheder: Politiker

 

Cand.SoMe

Forstå danskernes forhold til kattevideoer og deres lyst til at diskutere på et ikke eksisterende niveau af indsigt. Peer review er ikke så vigtigt i denne uddannelse. Allerhøjest et link til en overskrift til en gammel artikel i en mindre netavis.

Jobmuligheder: Konsulent og/eller kommentator på landsdækkende medie

 

Dr. Phil.

Bliv i stand til at udtale dig om mennesker, du ikke kender, på et amerikansk talkshow (eventuelt dit eget).

Jobmuligheder: Dr. Phil

 

Bachelor of politisk gætteri

Bliv i stand til at udtale dig så skråsikkert som muligt om politikeres motiver, bevæggrunde, handlemønstre, følelser, overvejelser, forkastede ideer, bagtanker, fremtidsdrømme og ferieplaner.

Jobmuligheder: Hans Engell

 

Jeg tror ikke umiddelbart, vi skal have en imamuddannelse. Der er for mange, der har et problem med grundbogen.

 

Uddannelsesshoppere

Jeg vil også gerne slå et slag for, at man holder op med at stigmatisere de unge, der springer fra uddannelse til uddannelse, de såkaldte uddannelsesshoppere. Det er meget sundt at erkende tidligt, at man kan skifte holdning standpunkt. For eksempel sidder jeg nu selv på min tredje ministerpost.

Vi kommer dog ikke til at give flere SU-klip.

 

Der er altså nok at tage fat på for de danske uddannelsesinstitutioner. Og for jer. Og også lidt for mig.

Men ligesom med alt gruppearbejde så skal der være en, der ikke laver ret meget, men høster alle roserne af de andres arbejde.

Derfor vil jeg hurtigt sige: jeg skriver indholdsfortegnelsen og kildelisten.

 

Ses

Ulla

15:23 af

I dag er det fastelavn, og det betyder udklædninger - også på Christiansborg.

MyrthueLarsen har fanget fire politikere og spurgt ind til deres udklædning.

Mette Frederiksen

Hvad har du klædt dig ud som?

Jeg har valgt at klæde mig ud som Clement Kjersgaard. Udklædningen havde måske passet bedre til Halloween, da han er ret skræmmende. Men jeg havde et par læber i overskud, så det var ret nemt.

Skal du så også have fastelavnsbol...

Der er jeg nødt til at afbryde dig! Det er simpelthen ikke korrekt, det du siger der. Vi fører socialdemokratisk politik, uanset hvilket bagværk, man disker op med. Det ligger helt fast!

Claus Hjort Frederiksen

Hvad har du klædt dig ud som?

Det siger sig selv, at jeg da er Joakim von And. Det er mig, der har pengetanken, statskassen, finansbogen og hele molevitten.

Det er lidt en udfordring at skulle lave hovedspring i en slunken pengetank, men jeg har snakket med kommunerne om et større ompriorteringsbidrag, så jeg ikke brækker nakken (på dem).

Har du så også mineret vejen ind til Finansministeriet ligesom Joakim von And har med sin pengetank, haha?

Lad mig bare sige, at der er ting i Finansministeriet, som ikke tåler dagens lys, så det var måske en god idé at gøre

 

 

 

Den Hemmelige Socialdemokrat

Hvad har du klædt dig ud som?

Jeg har klædt midt ud som den hemmelige socialdemokrat, der i sagens natur er hemmelig. Og der må jeg *hik* bare sige, at jeg er mere tillidsfuld end vælgerne lægger op til *bøvs*

 

Er det ikke en lidt nem udklædning, når man ikke kan se, hvem du er?

Nej, altså jeg må bare gentage, at jeg er mere tillidsfuld end du lægger op til. Og så må vi se, hvad vælgerne siger. Vælgerne har altid ret.

 

Okay. Skål, Henrik Sass Larsen!

Skål!

 

Karsten Lauritzen

Hvad har du klædt dig ud som?

Jeg er SKATMAND, de multinationale selskabers beskytter. Jeg beskytter også borgernes retsfølelse, men først og fremmest bruger jeg min tid på at bekæmpe sund fornuft i ministeriet.

 

Glæder du dig til at slå katten at tønden?

Ja! Jeg vil virkelig gå all in på den konkurrence. Måske falder der også lidt håndører ud af tønden sammen med en kat. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få i SKAT, og der er et par flødekarameller meget velkomne.

 

 

 

 

 

20:39 af

Lars Løkke Rasmussen Lars_brevhoved

Kære medarbejdere i Statsministeriet

 

Det glæder mig at se så mange, for hvem det kan betale sig at arbejde for mig. Vi har nogle kæmpe opgaver forude. Vi kommer til at arbejde for regeringen, for Danmark og – ikke mindst – for Dansk Folkepartis vælgere.

 

Det parlamentariske grundlag

Som bekendt har vi jo en Venstre-regering med kun 34 mandater. Det betyder, at vi skal arbejde hårdt for at sikre flertal fra afstemning til afstemning. Det kan dog være enormt tidskrævende at skulle gå med hatten i hånden, så den opgave har jeg sat Søren Pind til – han er jo noget høj i hatten i forvejen.

 

Hvad vil de have af regeringen?

På trods af vores status som etparti-regering har vi jo et parlamentarisk grundlag i Anders og Søren og Kristians (mange) mandater.

Grænsebomme

Dansk Folkeparti vil have grænsekontrol NU! Det kan vi ikke umiddelbart give dem. Men tillid er som bekendt bedre end kontrol. Derfor har jeg fået Inger Støjberg til at indrykke en række annoncer i udenlandske aviser. De fortæller læserne, at regeringen har tillid til flygtningenes forståelse for, at det ikke ser så godt ud for vores parlamentariske grundlag, hvis de strømmer ind over grænsen til Danmark. Det, regner jeg med, at man har forståelse for, også selvom man er på flugt fra ISIS eller lignende.

Afgifter

Liberal Alliance ønsker, at regeringen afskaffer alle afgifter, der kan kravle og gå i Danmark. Det kan vi ikke umiddelbart give dem (selvom vi gerne ville). Men jeg har aftalt med Sophie Løhde, at Anders Samuelsen og Simon Emil i stedet kan få en modgift mod ondt i røven.

Topskatten

Det Konservative Folkeparti ønsker afskaffelse af topskatten. Det kan vi ikke umiddelbart give dem. Fordi de ikke har ret mange mandater. Jeg har tilbudt, at vi bærer over med Naser Khader, hvis vi kan regne med deres støtte.

 

Indretning på kontoret

Min forgænger her i ministeriet havde, så vidt jeg har forstået, et skoskab til stiletterne (som blondinen nu har stillet). Jeg planlægger at opmagasinere mine ministres skeletter og mine egne bilag i det.

 

Kommunikationssekretariat

Apropos ting, som pressen ikke skal finde, så agter jeg at oprette et nyt sekretariat for kommunikation. Det bliver nogle af landet skarpeste kommunikationsfolk, der kommer til at sidde i det. Jeg har allerede bedt dem om at forklare mig følgende:

– Hvad er forskellen på at skifte holdning og skifte standpunkt?

– Hvad mente jeg, da jeg sagde, at dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja de afleverer så mere mindre end dem der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.

 

Til vagterne: en praktisk oplysning om adgang til bygningen

Jeg har selv gjort mit bedste for, at han arbejder så langt væk fra mig som muligt, men skulle Kristian Jensen alligevel dukke op, så er jeg ikke hjemme. I kan eventuelt henvise til, at hans pas ikke er gyldigt her, eller at man ikke kan komme ind med særlig diplomatisk status eller sådan noget.

 

Som I kan se, så er der en hel masse opgaver foran os. Og her har vi ikke engang medregnet de ministerfyringer, der kommer. Men der går forhåbentlig mindst et år, før det bliver aktuelt.

 

Fremad! For fremtiden!

Lars

22:24 af

For 10 år siden turde Frank Hvam ikke "tage pis på Koranen", Jyllands-Posten trykte nogle tegninger, og resten er Danmarkshistorie. Det markerer vi i MyrthueLarsen selvfølgelig også, selvom vi helst var fri.

Vi burde ikke sidde her 10 år efter og overveje vores ord og streger så nøje, som vi har gjort det. Der må nemlig ikke være noget, man ikke må gøre grin med. Eller noget, man ikke tør tegne, fordi man frygter for sit liv eller sin sikkerhed. Når alt kommer til alt, er det jo bare streger.

 

Forsvar din ret

I Danmark har vi retten til frit at tænke, mene, sige, skrive og ikke mindst tegne det, vi vil. Det er en ret, vi bør huske på og forsvare hver eneste dag.

Det er ikke så sjældent, at vi i MyrthueLarsen husker på Flemming Roses efter vores mening ret så kloge ord:

”Man har mange rettigheder i et demokrati. Ytringsfrihed. Religionsfrihed. Forsamlingsfrihed. Men der er én ret, man ikke har: Retten til ikke at føle sig krænket”.

 

Én tegner
MyrthueLarsen har bedt sin eneste tegner om at tegne tegneseriefigurer, som folk kan føle sig krænket over. Tegneren reagerede ved at påpege, at han altså har et aktivt socialt liv og derfor ikke har tid til at have PET-vagter med på bar hver weekend, eller når han skal grille hos en kammerat på Holmen.

Da han også havde andre opgaver, har han derfor ikke tegnet 12 tegninger som i 2005, men derimod fire tegninger, som en række befolkningsgrupper/organisationer (måske) vil kunne føle sig krænket over.

Lungeforeningen raser over Alfons Åbergs far

Alfons Åbergs far

”Det her kan vi ikke tolerere. Alfons Åbergs far har nydt godt af sit image som den hyggelige, piberygende far, men nu vil vi ikke se på det mere. Nogen bør gøre noget! Hvor er hans mor henne, når hun burde tage ansvar?” spørger Lungeforeningen og svarer selv: ”hun er sikkert død af passiv rygning, ligesom Alfons og mange andre børn vil gøre, hvis ikke der bliver nedlagt forbud mod denne tegning.”

Anders And krænker Pornofrit Miljø

Anders And_fritlagt

”Anders And har længe gået rundt uden bukser, selvom han markedsføres til børn, men det her er for groft! Han må ikke på den måde være med til at fremme unødvendig nøgenhed i det offentlige rum,” lyder det fra foreningen Pornofrit Miljø, der ønsker tegningen fjernet fra både børne- og andshøjde.

Tom & Jerry bør løse deres konflikter med dialog

Tom & Jerry_fritlagt

”Det er en forfærdelig, voldsforherligende tegning! Tom & Jerry har balanceret på en skarp knivsæg, men det her er dråben, der får bægeret til at flyde over! Vi føler os voldsomt krænket på vores pacifistiske værdier”, siger Dialog mod Vold, der agter at kæmpe til sidste blodsdråbe for et forbud mod tegningen.

Smølfskab for Ligestilling smølfer Smølfine

Smølfines kontrakt_fritlagt

”Vi føler os krænket over det mandsdominerede samfund, som Smølfine portrætteres i. Kønskvotering er svært, når begge køn hedder ’smølf’, men det her er altså for meget,” lyder det fra Selskab for Ligestilling, der vil sætte al disponibelt kvindskab ind for at få nogen til at sige undskyld for tegningen.

22:11 af

Kristian Jensen_fritlagt Kristian_brevhoved

Kære venner

I har jo valgt fået mig som ny leder, og det er jeg rigtig stolt over. Jeg er sikker på, at vi nok skal få Danmark sat på det internationale landkort.

 

Om Danmark

Og Danmark skal virkelig være en stærk, international spiller.

Når USA fx siger, de har brug for vores hjælp, skal vi være der med ubåde og korvetter, men hvis vi har brug for hjælp (når nogen genoptrykker Muhammedtegningerne, og man begynder at brænde Dannebrog af i Mellemøsten igen), så skal vi selvfølgelig tage til takke med en indholdsløs anerkendelse, der ser flot ud, men ikke kan bruges til noget som helst. Måske er der også en situation om formandsposten i Venstre, der minder om det, men den kan jeg ikke huske.

 

Om Kristian

Diplomatiske evner

Nogle vil måske sige: ”hvad kan Kristian stille op mod Merkel og Obama og alle de andre statsledere? ”. Der vil jeg gerne påpege, at jeg har en lang karriere bag mig fra Unibank, først som bankelev i Lemvig og sidenhen som bankassistent i Brande. Der lærer man altså at trække på sine diplomatiske evner, når man skal fortælle folk, hvorfor de burde tage et fastforrentet lån i stedet for et med variabel rente. Måske er der også en situation om formandsposten i Venstre, der minder om det, men den kan jeg ikke huske.

Krisehåndtering

Jeg er vant til at håndtere kriser. Nogle husker måske, da jeg i Vild med Dans’ første program fik det laveste karakterantal nogensinde. Det er altså et nederlag, man skal være skåret i granit for at kunne rejse sig fra. Måske er der også en situation om formandsposten i Venstre, der minder om det, men den kan jeg ikke huske.

 

Om flygtninge

Vi står over for en kæmpe udfordring med verdens flygtninge. En udfordring, der ganske vist ikke er lige så alvorlig, som Venstrefløjen mente, at den var under valgkampen, men dog en, vi er nødt til at tage alvorligt, fordi Dansk Folkeparti har en mening om den.

Heldigvis har jeg efter Venstres dalende tilslutning ved folketingsvalget stor erfaring med mennesker, der flygter fra noget, de ikke kan lide.

 

Jeg håber, at I vil bakke op om mig som jeres leder i vores fælles projekt ude i verden. Ellers siger jeg det til Lars.

Hilsen

Kristian

13:34 af

Sophie Løhde_fritlagt

 

Sophie_brevhoved

Kære alle

 

Jeg glæder mig enormt over at se så mange sunde og raske mennesker. Tak for den fine velkomst. Vi skal i gang, og vi kan lige så godt tage fat. Skalpel!

 

Arbejdsforhold

Jeg vil gerne have, at vores arbejdsplads her i ministeriet afspejler det moderne sygehusvæsen. Derfor har jeg lavet en række ændringer, der kommer til at berøre vores hverdag her i ministeriet:


Arbejdsstationer

Vi går væk fra princippet om faste arbejdspladser. I stedet rykker vi elevationsskrivebordene ud på gangene på ubestemt tid for at sikre overbelægning. Alt andet ville være usolidarisk.

Madordning

Vores kantinemad skal indtages fra plastikbakker og meget gerne være opvarmet i mikroovn. Har man madpakke med hjemmefra, skal madderne helst ikke være for spændende. Det betyder ingen rødbeder på leverpostejmaden!

Afdelingsnavne

Flere regioner er i gang med at omdøbe de latinske navne på deres sygehuses afdelinger. Eksempelvis kommer geriatrisk afdeling fremover til at hedde ældresygdomme. Det er der dog ikke nogen grund til hos os, da det ikke er formålstjenligt, at folk kan gennemskue, hvad mit embedsværk (ikke) laver.

Saks!

 

Organdonation

Vi skal have øget antallet af organdonorer. Derfor vil jeg fra årsskiftet amputere et af Sundhedsministeriets største organer, Sundhedsstyrelsen, der gennem de senere år har lavet en række kritisable fejl. Derfor opretter vi yderligere tre styrelser.

  • Sundhedsdatastyrelsen kommer primært til at tyde lægers håndskrift og bruge milliarder af kroner på et nyt ubrugeligt patientjournal-system eller komme med dårlige undskyldninger, når det nuværende viser sig at være fyldt med huller
  • Styrelsen for Patientsikkerhed skal sørge for, at patienter har sikkerhed for, at de bliver nedprioriteret, hvis der kommer en saudiarabisk ambassadørs mor og skal have deres sengeplads
  • Lægemiddelstyrelsens opgave bliver at finde ud af, om det er plastre med Superman eller Batman, der virker bedst, når børn får hudafskrabninger. Derudover skal den afdække, hvorvidt det er medicinsk bevist eller bare placebo, når mor eller far puster på såret
  • Jeg havde overvejet en styrelse mere (Styrelsen for oprettelse af styrelser), men den blev der ikke plads til

Sutur!

 

Ældreministeriet

Den vigtigste opgave i Ældreministeriet bliver at få de ældre overbevist om, at de skal stemme på Venstre i stedet for Dansk Folkeparti. Det er en opgave, der skal løses nu, mens de ældre stadig kan se forskel på bogstavet O og V og på Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl.

Jeg har bestilt en lang række Venstre-merchandise, som vi kommer til at dele ud i bankohaller og til sangaftener i de lokale borgerforeninger. De inkluderer blandt andet

  • Stramaj-broderier i Venstres farver
  • Søren Pind-hæklenåle
  • Kristian Jensen-plaider

Derudover vil jeg selv tage rundt på turne og fortælle, hvor glad jeg er blevet, efter jeg er gået ind i min første alderdom som 32-årig.

Werthers Echte!

 

Så er vi ligesom i gang. Vi har alle et kæmpe ansvar for, at vores sundhedssystem bliver endnu bedre.

 

Kærlig hilsen

Sophie

23:37 af

Jørn Neergaard Larsen_fritlagt Joern_brevhoved

Kære alle
I er jo i arbejde, og det er godt. Det skal nemlig kunne betale sig at arbejde. Det håber jeg, I er enige i. Ellers har vi et hårdt arbejde foran os. Det har vi dog alligevel. Det kan I læse om i denne mail.

 

Jeg er jobparat

Om mig selv kan jeg sige følgende: jeg er 66 år og er født på Falster. Jeg var egentlig på vej på pension efter 19 år i DA og 14 år i DJØF. Men så ringede Lars. Og jeg kunne da egentlig godt tænke mig at få min egen ministerbil med privatchauffør. Se, det er sådan en tankegang, vi skal indgyde i de jobparate danskere: alle jobs fører noget nyt med sig. Hvad enten det er et tilskud til et truckførerbevis eller en ministerpension. Man ikke sige nej til jobs, der bliver tilbudt én.

 

Flygtninge og indvandrere skal i arbejde
Det skal ikke kunne betale sig for dem at lade være. Det sørger Inger for. Vi skal sikre dem så glidende, hurtig og smertefri en overgang som muligt fra at være på flugt fra ISIS og til at sidde ved kassen i Netto.

 

Offentlige ydelser
Jeg ved godt, at jeg tidligere har sagt, at sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4000 kr. om måneden, og at jeg også havde lyst til at skære i kontanthjælpen. Det var noget, jeg sagde, før Dansk Folkeparti fik 21 procent af stemmerne ved det seneste folketingsvalg. Det kan man selvfølgelig ikke holde for.

 

Det moderne kontanthjælpsloft
Under valgkampen (som jeg heldigvis ikke tog så aktivt del i) havde Lars og de andre lidt svært ved at svare på, hvad et moderne kontanthjælpsloft er (men ville have det alligevel). Det er vores opgave at finde ud af, hvad det begreb dækker over. Minimalisme er in, så personligt er jeg er overbevist om, at det ligger lavere end det nuværende. Derfor har jeg sørget for, at vi også får sænket loftet herinde på kontoret, så vi kan prøve det af. Medarbejdere over 1,80 skal fremover dukke sig, hvis de vil hæve deres hæve-/sænkebord.

 

Særligt vedrørende førtidspensionen
Folk på førtidspension skal ikke nødvendigvis holde op med at arbejde. Hvis de troede, de skulle det, kan de godt tro om igen, mens de rejser sig fra sofaen. Jeg kender f.eks. en tidligere statsminister, der havde et af Danmarks hårdeste jobs og Nordatlantens hårdeste jobs og så derefter har startet egen konsulentvirksomhed og tjener masser af penge til den danske statskasse. Så det kan sagtens lade sig gøre ikke at blive slidt ned.

 

Det var det, jeg ville formynde i denne omgang. Hvis I har nogen spørgsmål, bedes I udfylde dem i fire eksemplarer, aflevere dem til den nærmeste sagsbehandler, der ikke er jer selv, kvittere med NemID for modtagelsen, melde jer spørgende på vores intranet og afvente mit svar i løbet af de næste fire uger. Hvis jeg ikke svarer, er det jeres skyld.

 

Tilbage til arbejdet!

/Jørn

 

15:16 af

Karen Ellemann_fritlagt

 

Karen_brevhoved_2

 

Kære alle

Tusind tak for den varme velkomst. Det er bare fantastisk at komme tilbage til min gamle stilling. Eller… helt den samme stilling er det jo ikke. I 2009 var jeg Indenrigs- og socialminister, i dag i 2015 er jeg Social- og indenrigsminister. Det har krævet nogle nye visitkort, men så er jeg da også med til at sætte gang i væksten.

Udover at få afviklet regionerne, har vi en masse spændende opgaver foran os her i ministeriet. En af dem bliver at skære i regionerne. Jeg opridser lige de vigtigste opgaver i denne mail

 

Socialt bedrageri

Vi skal gøre en stor indsats for at bekæmpe socialt bedrageri. Jeg kender til et helt konkret tilfælde, hvor der er 37 folketingsmedlemmer på Christiansborg, der hver dag modtager ydelser som et regeringsparti uden at være det.

 

Nye partier

Indenrigsministeriet får en stor opgave at løfte. Det er nemlig os, der skal godkende de nye partinavne til næste folketingvalg. Jeg ved godt håber, at der er længe til, men vi kan lige så godt forberede os på, at der vil være kendisser og realitystjerner, der får lyst til at stifte nye partier.

Vi bør forvente at høre fra alle deltagerne i Paradise Hotel 2016 samt debutanter på Bogforum i Bella Center.

Jeg foreslår derfor, at vi forhåndsgodkender følgende kandidater og partinavne

  • Walid Bechara aka Knaldperlen: Spalliance
  • Amalie Szigethy: Mit Politiske Party
  • Gustav Salinas: Danmarks liberale bagparti
  • Jussi Adler-Olsen: Liste Q
  • Bjarne Riis: Team Jack & Jones SaxoBank Sunguard Home MemoryCard-partiet

 

Krav til regionerne

Jeg ville egentlig gerne slippe helt af med dem, men de er jo Lars’ egen opfindelse. Så vi er nok nødt til at presse dem ud. Jeg foreslår, at vi bruger samme taktik som en kæreste, der ikke selv tør slå op: vi stiller urimelige krav, helst på sms-form i passiv-aggressiv stil. Det har jeg udarbejdet en kommunikationsstrategi for:

 

Midtjylland

 

 

Hovedstaden_2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sjælland_2

 

 

Nordjylland

 

Syddanmark_2

 

Jeg glæder mig til at få styr på det socialt udsatte Danmark sammen med jer. Vi skal nok få has på regionerne 🙂

 

Mange venlige hilsener

Karen

23:02 af

Bertel Haarder Bertel_brevhoved

Kære nye kolleger

 

Jeg har prøvet det før: at træde til som ny minister for noget. Første gang var i 1982, da jeg tiltrådte som undervisningsminister. Hvis jeg kommer til at anvende referencer til personer, som I ikke kender, må I lade mig det vide. Vi kan jo ikke have, at det her går hen og bliver stedet, hvor Jeronimus ikke taler samme sprog som Jakob Skomager. Det skete i Ruder Konges tid – ikke i min.  

Jeg glæder mig over at være blevet chef for så mange kulturinteresserede unge mennesker. 

 

Højskole-stemning 

Jeg er som bekendt et menneske med en solid højskolesjæl. Derfor henstiller jeg til, at vi samler dagens cirkulærer ind på højskolemaner.  Desuden vil kontorcheferne efter et rimeligt rotationsprincip få tildelt køkkentjanser. I har godt af at lære at skrælle gulerødder og vaske op i hånden.  

 

Den Bertel, I kender – og har kendt længe 

Jeg kommer til at fejre mit 20-års jubilæum som minister her i Kultur- og Kirkeministeriet. Det anser jeg ikke for at være noget særligt. Nogle af jer husker måske Stauning (nej, det er nok kun mig), der kun sad i 19 år og 23 dage. Jeg stopper dog ikke ved de 20 år som minister. Jeg har bedt videnskabsminister Esben Lunde Larsen om at sætte lidt fart i forskningen for kryobiologi, så jeg kan blive frosset ned, mens jeg stadig er minister og blive tøet op igen, når man har fundet en kur mod raserianfald mod dumme journalister.  

 

Præsterne må ikke spille bold i Guds Hus

Som jeg også sagde sidste gang, jeg var kirkeminister: jeg anser mig selv for at være mere pedel end minister for folkekirken. Det er selvfølgelig også en opgave, jeg går til med stor ildhu: jeg er eksempelvis rigtig god til at skifte elpærer og ledestjerner.  

 

Eurovision-konsekvenser 

Jeg vil ikke se en gentagelse af den situation, vi så, da Danmark var vært for det europæiske melodi grand prix, hvor arrangøren overskred budgettet voldsomt. Den nemmeste måde at undgå det på, er ved at sikre, at vi aldrig vinder det europæiske melodi grand prix igen. Derfor har jeg aftalt med Rollo & King, at de fremover stiller op for Danmark hvert eneste år. Det var de ikke utilfredse over.   

 

Licensen – mere for pengene

Vi skal have kigget på licensen. 62 procent af danskerne ville vælge en del af DRs kanaler fra, hvis de derved havde mulighed for at spare licensen. Det kan de ikke, så derfor skal de have noget mere for de penge, der ikke kan slippe for at betale:  

  • Pejlevognen genindføres som kombineret pølse-/pejlevogn.  
  • Tv-inspektøren kan lige tage skraldet med ned, når han alligevel ikke skal ind i lejligheden 
  • Pensionister skal have deres licenstilskud i kringle og blomme i madeira 
  • Kylling får sit eget magasinprogram på DR2: “Yd yd. Regnormes betydning i den moderne litteratur” 
  • #DR3nedlægges 

 

Ingen særlig rådgiver 

Jeg planlægger ikke at bruge en ministerløn på en særlig rådgiver. Det synes jeg ikke ville være fair. Jeg tager fremover selv ansvaret for at bide hovedet af journalister, der vil have mig til at kommentere på historier, jeg ikke vil/kan/gider kommentere på. 

Desuden har jeg været minister i mange år, før der overhovedet var noget, der hed spindoktor, som ikke hed det længere og derfor kom til at hedde særlig rådgiver, fordi det første lød for negativt, men dækkede over præcist det samme. 

 

Det var vist det hele. Hvis I har nogen spørgsmål, så kontakter I bare min særlige rådgiver, der i dette tilfælde er mig selv. I kan også med fordel se gamle referater og sagsbehandlinger, da jeg sandsynligvis har taget stilling til alle minister-relaterede spørgsmål mindst én gang i forrige århundrede.  

 

God arbejdslyst. 

 

//Bertel